Forladthedstraumer





Noget om, at blive nogen.



Forladthedstraumet er den pæne pige og den gode drengs åg. Den er bevægegrunden for mange depressioner og for megen smerte over. følelsen af Ikke at høre til.





Vi har alle slået os på vores opvækst. Alle som en. For det er en uundgåelig del af det, at blive til som menneske. De bump vi møder skaber os. Danner vores personlighed og skaber vores kropsstruktur, med bindinger i nervesystem, muskler og bindevæv.

De fleste af os har haft en opvækst, hvor disse bindinger er tilstrækkelige fleksible til, at vi gennem selvudvikling, kan afvikle og udvikle os, til at blive det menneske der har værdi, for os selv. Deri ligger selvværdet. Man kan kalde det en dannelsesproces.

Hos andre er sjælen stivnet i en krop, der ikke kan bevæge sig. Og som derfor gentager fortiden i nutiden. Livet lige her, trækker alt for mange spor tilbage til det der var engang. Og der er brug for hjælp til at løsrive sig og løsne op. Så man ikke længere lever ud fra fortidens forudsætninger. Men i nuets kraft. I den stivnede krop og fangede sjæl, er følelsen af værdi lav. Fordi man ikke kan bevæge sig et mere værdifuldt sted hen i sig selv. Men er fanget i fortidens forudsætninger.


Forskellige typer af bump i opvæksten, giver forskellige essensstrukturer i voksenlivet. Essensstruktur er betegnelse for den sindslige, kropslige og mentale konstruktion vi alle har og som former sig forskelligt, ud fra forskellige opvækstbetingelser. Denne artikel handler om forladthedens essenstruktur. Der hvor samme forladthed, har haft en så indgribende karakter, at denne har fået traumetræk. Forladthedstraumet udspringer, i modsætning til de fleste andre traumer, ikke fra noget skrækkeligt der skete. Men i stedet fra noget, der ikke var. Forladthedstraumer udspringer fra en mangeltilstand. Opvæksten handlede ikke om, hvad der var brug for og lyst til. Men hvad der var at få. Og når der ikke er så meget at få, så må man tage til takke og tilpassede sig.


Mange med forladthedstraumer kendetegnes ved, at de er blevet det nødvendige. De blev det barn, der kunne få det allermest nødvendige, for at overleve. Mentalt og psykisk. Mange har derfor været nemme, nuttede, søde, opmærksomme og usynlige børn. Tilpassede sig. Selvudslettende sig. For at overleve.


Forladthedstraumer ses i alle slags familier. Men især i de pæne familier. Hvor der ude fra set, ikke mangler noget. Det gør det så forbandet vanskeligt, for hvor peger man hen, når det hele egentligt var ok. Ude fra set.


citat “At pege handler ikke om, at placere skyld. Men om at tage ansvar for det, som ens opvækst har betydet. Ansvaret ligger i de tre fingre, der peger hen mod en selv. Skylden i den ene, der peger væk. Ansvar skal altid fylde mere end skyld.” ​


Når der ikke var så meget at få, var det ikke nødvendigvis nogens skyld. Men blot de forudsætninger, der lå i skæbnefortællingen. Forladthedstraumer løber ofte i generationer, så tomheden, der hvor der burde have været nogen, gentager sig igen og igen. Det bliver den pæne families sociale arv, hvor kulde, afstand, tavshed og mangel på kontakt, bliver matricen for kærlighed. Eller også skete der noget. Noget, der tog omsorgspersonernes opmærksomhed, så barnet måtte nøjes. Fordi der ikke var så meget tilbage.

Mange med forladthedssyndromer fortæller om en, på overfladen, god opvækst. Men hvor der har manglet noget. De kommer med en diffus smerte. Depressioner, tvivlen på at livet er livet værd, angst og en gennemgribende følelse af værdiløshed. For når alt er godt på overfladen, men følelsen af tab ligger lige under, så kommer man nemt til at tro, at det er en selv, der er noget galt med. For i modsætning til regelret omsorgssvigt, kan der ikke peges på specifikke hændelser eller forhold, hvor der var noget helt galt.


citat “Kærlighed er intet andet end kontakt. Kærlighed smerter aldrig. Tab af kontakt smerter”


Traumet er derfor ikke noget der skete, men noget der ikke var. Det var selve tilknytningen, der var traumet. Og hvordan peger man på noget der ikke var? I stedet for kontakt, var der blot en indgribende følelse af tomhed, tristhed og mangel på kraft I forhold til livets krav. En følelse af, at være isoleret, forkert, uelskelig og en man ikke kunne nå. En følelse af, at skulle klare sig selv og at det var ens egen skyld, hvis man ikke kunne. Skylden hos disse mennesker, er så indgribende, at den er ødelæggende for selvfølelsen. Følelsen af, at have en værdi i sig selv er fortabt.

Ofte har der været tanker om sygdom og død tidligt i livet. Noget der stadig er. Længslen efter at komme et sted hen, hvor omsorgen var en givet. Og ikke noget man skulle kæmpe for og gøre sig fortjent til. Jeg plejer at sige, at disse personer ”bærer sorg under hud”. En sorg, der er ligeså gammel som dem selv. Sorg er kærlighed uden modtager. Og en person indlejret i et forladthedssyndrom, har i opvæksten oplevet, at der ikke var den kontakt, som bærer kærligheden igennem. Kærlighed smerter nemlig aldrig. Tab af kontakt smerter. Og I sidste ende, er kærlighed intet andet end kontakt.


citat “vi lærer at elske os selv der, hvor andre ser på os med de kærlige øjne, vi ikke kan møde os selv med.”

Det jeg hører er, at mine klienter ikke tvivlede på kærligheden. For det meste. Men der manglede kontakt. Og derfor kom de til at tro, at det var deres egen skyld, at de ikke fik den kontakt de havde brug for. Og derfor ikke blev elsket. Ofte har der været gode grunde til den manglende kontakt. Måske var der sket et dødsfald, en depression, en skilsmisse eller andet, der forklarer den manglede kontakt. Men barnet vil altid tro, at det er dets egen skyld, at kontakten ikke er der. For sådan fungerer små børn. De er selvhenførende og påtager sig skylden for, at være det uelskelige barn. Uelskeligheden leder til skam og følelsen af, at være egoistisk, når behovet for kontakt opstår. Det giver voksne, der ikke vil være til besvær og som har fundet deres mening i, at være der for andre.

Mennesker med forladthedstraumer, har tidligt lært hvad der skal gives, for at få den livsnødvendige kontakt. Men alt de giver er funderet i angst for, at ende i den kendte forladthedstilstand. Bevægelsen fra, at være et barn med en forladthedsfølelse, til at have forladt sig selv og blive en selvudslettende voksen er pågået. Skylden over at være barnet, der ikke kunne elskes medfører ofte det jeg kalder beskyttende fortællinger. Man sætter moderen eller faderen op på en piedestal, hvor de kun er den gode mor eller far. En forståelig bevægelse ind i psyken, hvor barnet beskytter forældrene betydning. Men med store konsekvenser. For prisen er, at barnet må påtage sig den onde del. Blive det uelskelige indvendigt. Samtidig med, at man udadtil knokler for at gære sig elsk-værdig. Man finder grunden til den manglende kontakt i sig selv, fremfor at se at selv om forældrene gjorde deres bedste, så var det ikke godt nok. Og når der manglede noget, var det ikke barnets skyld.


I de beskyttende fortællinger, bliver man så forstående omkring forældrene, at man mister sig selv. Og det er det jeg ser. Mennesker der mistede sig selv, fordi de ikke blev mødt og set på deres basale behov for kontakt, omsorg, støtte, værd og tilhørsforhold. Det største traume er at tro, at det var ens egen skyld. Følelsen af, at man skal gøre sig fortjent til kærlighed, kommer til at følge en gennem livet. Den medfører en underliggende, og livslang følelse af, at være udenfor samt en følelse af, at det ikke nytter noget. Den følelsesmæssige erfaring er, at man skal kæmpe, og gøre noget, for kærlighed, kontakt, omsorg og betydning. Man skal gøre sig fortjent til det, som er andre naturligt givet.


Følelsen af, at skulle gøre sig fortjent til, leder til paradislængsler omkring den dag, hvor man endelig er tynd nok, stærk nok, smuk nok, god nok … et eller andet nok. Så man endelig vil være værd at elske. Men det er en illusion. For kærlighed er blot kontakt. Og kontakten er ubetinget. Den er blot. Den er ikke noget man kan gøre sig fortjent til. I virkeligheden. Denne virkelighed står i kontakt til forladthedstraumets erfaring om, at kontakt ikke er ubetinget givet. I stedet er den tidlige følelsesmæssige erfaringer, at kontakten opstår når man er sød, flittig, omsorgsfuld, dygtig, pæn, vittig eller… så det bliver man. Indtil man ikke kan længere og falder. Ind i angsten, stressen der ikke går væk, på trods af ro. Eller depressionens tvivl på livet..


Forladthedstraumet står nu så tæt på, at det fylder alt. De fleste ved ikke, at det er det der kalder. De mærker blot symptomerne. Men symptomerne er vigtige, for de bevæger kaldet på en vis, så der rækkes ud efter hjælp. Ud efter det, som de i virkeligheden længes efter. Kontakt, omsorg, trøst og betydning.


citat “Det der er mistet, eller aldrig fundet, med et andet menneske. Skal genfindes, eller findes, med et andet menneske.”


Opgaven er, at finde sig selv på ny. Og det gør man med en anden. Det, der skulle have været fundet med en anden. Engang. Skal findes med en anden. Nu. Så simpelt og svært på samme tid. For det kræver, at jeg må se dem der, og møde dem der, hvor de ikke kan holde sig selv ud. I forladthedsfølelsens fortabelse. I følelsen af, ikke at være elsk-værdig. Man får en fornemmelsen af, at været noget, gennem det man gør. Men følelsen af, at være nogen mangler. Og nogen er vigtig, for vores selvfølelse.


Forladthedstraumet bunder basalt set, i en eksistentialistisk tvivl på egen ret til at leve. Hvilket medfører en indre og livslange ensomhed, og skam over ens indre oplevelser, følelser, behov og grænser.


citat “skammen over, at være et barn, som ikke engang en mor kunne elske, er sønderrivende. Så længe man tror på det.”


Skam giver et negativt ladet selvbillede, som kan stå I grel modsætning til en ellers særdeles velfungerende overflade. Eksistensenberettigelsem er betinget af en højtydende ”funktion” fremfor en ubetinget eksistens, som ”person”. Det er et tungt åg at bære, for det er gennem ens gøren, man berettiger sig selv. At blot være, med det der er, er ikke muligt. I stedet er man højtydende, dygtig og alskens andet. Så længe man kan holde til det. For sorgen under hud, tærer på kræfterne.

Når de sidder her, er de kommet med depressioner, stress og angst og kan ikke længere yde dét, som de oplever er nødvendigt for at berettige deres eksistens. Samtidig er der ofte tale om en indlært hjælpeløshed, fordi personens tidlige oplevelse er, at blive afvist som person, hvilket medfører at de ofte skjuler ”deres sande ansigt”. Der er følelsen af, at blive forladt og forkastet ”hvis du ser, hvordan jeg er I virkeligheden”.


Det jeg siger er ”du har en depression, fordi du bærer sorg under hud. Vil du møde mig der? Der, hvor du ikke kan være alene, fordi der engang skulle have været en anden med dig der. Men ikke var det. For jeg kan stå med uendelig omsorg og lade dig se, at du har berettigelse som du er.”


citat “Tænk at være et menneske ingen kender. Det lader mig ordløs. Der hvor kontakten blot står sårbart nøgen.”


Og vi entrerer det fortabte og forladte barns land. Sammen. Der, hvor alting er, som i tidernes morgen. Under overfladen. Nogen gange må man krydse sin egen akse og få om-sorg, der hvor sorgen bor. For det handler om, at komme overens med sin skæbnefortælling og finde nye veje. For depressioner kan være symptomer på noget, der kalder fra dybet. Noget der vil mødes, men hvor vi på egen hånd er magtesløse. Der hvor vi er afhængig af, at en anden vil tage vores hånd og spørge ”vil du møde mig der?” ​


Vil du det?


Hvis du gerne vil læse lidt "tungere" bøger om emnet, så kan følgende bøger anbefales: "Ravnen i glasbjerget" af Kathrin Asper "Kvinder der løber med ulve" af Clarissa Pinkola Estes "Rødt og hvidt" Else-Britt Kjellqvist På Google bøger kan du læse forfatteren André Green, der oprindeligt beskrev dynamikken ”death mother complex”