Sindsrum

sindsrum skaber hvem vi er. Hvilke muligheder vi har og hvordan vi griber livet an.

Jeg er optaget af sindsrum. Og af sindstræning. Fordi disse rum er afgørende for, vores evne til trivsel og for, hvordan vi griber livet an.

Sindsrum er desuden hemmeligheden bag, hvor forskellige vi er. Både i vores reaktioner, følelser, tanker og i kroppen. Og deraf, vores evne til at kunne det vi vil. Sindsrum er indre bevægelser, der under de rette betingelser, manifesterer sig i det ydre på en vis, så vores liv, bevæges i en god retning.

Konstellationen af tilgængelige sindsrum, er forskellige fra menneske til menneske. Selv om vi er født lige. Er vi ikke ligestillet, hvad angår aktive og hensigtsmæssige, sindsrum. Vi er født med de samme potentialer. Men vi folder ikke samme potentialer ud. Nogen vil derfor være bedre stillet end andre, i forhold til at bevæge livet.

Derfor ligger sindsrum mig på sinde. For i forståelsen af, hvor forskellige vores sindslige forudsætninger er, kan vi træne større overbærenhed, mildhed og anerkendelse af de, der ikke har udviklet tilstrækkelige sindsrum og som derfor ikke evner det, som falder os andre naturligt. Alene fordi vi er udstyret til det, gennem vores sindsrum. Sindstræning ind i mildhed, nænsomhed og anerkendelse, er en del af min daglige praksis, hvor jeg styrker disse rum i mig selv. For selv om man et godt udstyret, kan man stadig træne sig et stærkere sted hen.

Sindsrum er de bevægelser vi gør inden i os selv. For at holde os selv ud. Så når en person selvskader, er bæreevnen i de tilgængelige sindsrum ikke stærk nok. Ved at skade sig selv, fjerner man sig fra det sted i sig selv, man ikke kan være. Fordi der ikke er tilstrækkelige sindsrum eller fordi disse ikke er stærke nok. Den bevægelse man skulle have lavet i det indre, flyttes til det ydre. Nogle sindsrum er rettet ud ad. Andre ind ad. Nogle rækker mod andre mennesker. Andre rækker ind i os selv. Kvaliteten af de sindsrum vi har tilgængelige, er derfor afgørende for, om vi kan holde os selv og andre ud. Kan vi række ud efter hjælp, når vi ikke kan være i os selv? Eller fjerner vi os blot fra alt og alle. Inklusiv os selv.

Ud over, at vores indre sindslige forudsætninger er forskellige, så er der over de sidste 15 år, sket en markant ændring i den ydre verdens krav. Det betyder at mange oplever, at deres sindsrum ikke længere er tilstrækkelige.

Citat “Aldrig har vi været knyttet til så mange. Og haft så få tæt på”.

Det ydre lægger i dag et afsindigt pres på individet. Et pres om at skabe sig. Samtidig med, at individet aldrig har været så alene. Fordi selvstændighed og uafhængighed er blevet synonymt. Men vi er ikke sindsligt skabt til at være uafhængige. Vi er sindsligt skabt til dyb afhængighed af andre. Hele livet. Fordi betydende sindsrum åbner sig, i den nære kontakt med et andet menneske. Sindsrum der gør, at vi netop kan være selvstændigt agerende i verden.

Afhængighed bliver først problematisk, når den kobles med uselvstændighed eller ved, at man netop ikke formår afhængighed af andre, og derfor ikke kan modtage hjælp til, at åbne nødvendige rum i sig selv. For hvis vi ikke formår den nødvendige afhængighed af andre, så er vi alene der, hvor vores indre smerte overstiger vores bæreevne. Hvilket fører til psykiske symptomer på mistrivsel.

Paradoksalt nok er mange med afhængighedsproblematikker ikke i stand til sindslig afhængighed. Og derfor ikke i stand til at modtage den hjælp de tilbydes. Samtidig er der ofte for stort fokus på behandlingen af misbruget og for lidt på, at flytte afhængigheden et andet sted hen. Fra stoffet til det relationelle.

Citat: “ Sindsrum er det vi bruger, når vi flytter os forskellige stedet hen i os selv. Vi er født med potentialet for alle sindsrum. Nogle er automatiske og uafhængige. Andre åbnes først i mødet med et andet menneske.”

Groft set kan man sige, at der findes tre slags sindsrum:

• Nødberedskabet. Det er rum der åbner sig i os, når vi er i livsfare eller under voldsom trussel. Disse sindsrum kendetegnes ved, at de er relationelt uafhængige, da vi kan aktivere dem på egen hånd. De ligger i os som instinkter, der aktiveres under bestemte forudsætninger og er samtidig alenestrategier.

Fx kan sindsrummet for at dræbe aktiveres, hvis vi oplever vores liv truet ude fra. Nogle sindsrum skal helst beholdes lukkede, da de er nødberedskaber, vi kun åbner når det er allermest nødvendigt. Hvis rummet for at dræbe åbnes, ligger dette latent aktivt i personen fremefter, og denne skal stå vagt ved dette sindsrums dør, livet ud. Derfor er det lettere at dræbe anden gang end første. Derfor står krigen stadig tæt på, selv om den er slut.

Det betyder også, at personens sindsstruktur ændres markant, når et sådan sindsrum åbnes. Personen har stået på kanten af sig selv og kan have vanskeligt ved, at vende tilbage til normalfunktionen, hvor disse sindsrum ikke har deres plads. Krig, fængselsophold, naturkatastrofer, voldtæger, voldelige forhold, ulykker, brand og andre yderpunktsoplevelser kan afstedkomme sådanne åbninger.

Disse nødberedskabssindsrum kendetegnes ved en følelsesmæssig oplevet alenehed, som kan medføre at personen efterfølgende, kan have svært ved at forbinde sig med andre mennesker. Og derfor ikke får aktiveret de relationelt afhængige sindsrum, der vil kunne hjælpe personen ud af en traumeresponse som PTSD.

Rigtigt mange, af vores allerdårligste borgere, er fanget i disse nødberedskabs sindsrum, samtidig med at de ikke har udviklet tilstrækkelige relationelle sindsrum til at modtage hjælp. Hvilket selvfølgelig er svært for almindelige mennesker at forstå. Den hjemløse mand, der brændende ønsker sig en bolig, men ikke har udviklet sindsrummet for tryghed og derfor konstant er i bevægelse. Han er konstant på flugt, hvilket paradoksalt nok beroliger ham. Bevægelsen inden i ham selv, ind i et trygt rum, er erstattet af bevægelser i det ydre rum, hvor han konstant flytter sig fra sted til sted, i evig flugt fra en potentiel trussel. Og derved får en følelse af, at være i sikkerhed. Men samtidig ikke formår at bruge det hjem, vi tilbyder ham.

Disse nødberedskabssindsrum er tiltagende aktive i det almindelige mennesker, dog på et mindre plan, så det i stedet er et konstant aktivt trusselsberedskab. Følelsen af, at være truet, at kunne risikere at miste alt, ikke føle sig tryg, stå på kanten, er tiltagende. Et aktivt trusselsberedskab er tiltagende en normaltilstand, hvilket er dybt bekymrende og en af forklaringerne på, den store forekomst af stress, angst, depression og perfektionisme (kamp, flugt, gå død, gå sød), der ses.

• Sindsrum som livsopgavebaserede automatpilotfunktioner. Sindsrum kan have en karakter, hvor de er latente instinkter, der åbner sig, ved bestemte nøgletriggere. Disse sindsrum åbner sig per automatik, når vi møder bestemte livsudfordringer og -opgaver. Fx vågner instinktet for at være mor, hos de fleste, under graviditeten.

Du kan læse om forskellige livsopgavebaserede sindsrum, i min artikel om livsovergange.

Mange af disse sindsrum glider ubemærket forbi. Fordi de bare er. Latent parate. Og åbner sig let og ubesværet, hos de fleste. En fødselsreaktion er et sindsrum, der ikke har foldet sig ud på rette vis, og hvor der derfor er en afhængighed af en anden, for at få åbnet ordentligt op, så moderen eller faderen kan agere selvstændigt som omsorgsperson, ud fra sine egne indre bevægelser. Man kan sige om disse sindsrum, at vi ført bemærker dem, når de mangler.

Da vi i vores kultur lægger stor vægt på tænkning, viden og det rationelle. Der hvor tvivlen bor. Så kan denne dimension overskygge instinktets intuitive viden og sikkerhed. Der kan en åbning af kroppens sindsrum, hvor den intuitive bevægelse ligger, være en nødvendighed. Embodimenteret mindfulness, som jeg kalder det. Der hvor man rækker ind i den kropsligt iboende visdom. Og lægger bøgerne med gode råd på hylden.

I mange kulturer, der lever i større kontakt med det spirituelle og naturen, har man overgangsritualer, der støtter integrationen af disse instinktive livsopgaverum. Det er vigtigt, at vi ærer disse overgangsritualer og tager dem til os, på en vis der passer til vores kultur, fx kan man ved dramatiske livsovergange, Fx ved tab af ægtefælle, have behov for en rejsevejleder i form af en terapeut, der kan åbne sorgens sindsrum, så dette folder sig ud, på rette vis.

•Den tredje kategori af sindsrum er de tilknytningsbundne. Disse er afgørende for vores evne, til at mestre, skabe, formå, evne, kunne livet, som det former sig i vores kultur og familiedynamik. Hos de fleste er disse nødvendige sindsrum udviklet gennem en god nok barndom. Det betyder, at de har et tilstrækkeligt stort repertoire af værktøjer til, at gribe livet an. De formår at stoppe, inden stressen æder dem. De varetager hygiejne og rengøring. Sørger, glædes, afslutter forhold og begynder nye. Kan kede sig, være alene eller sammen. Være sølle og ikke god nok eller helt fantastisk. De kan være mange steder i sig selv. Alt efter hvad livet byder dem.

Andre har ikke de nødvendige sindsrum og har derfor for få forholden sig måder, i forhold til livets krav. Der er sindstræning altafgørende, ligesom vi i sindstræningen kan forfine kvaliteten af vores sindsrum. For vi har alle slået os på vores barndom og har derfor sindsrum, der ikke er tilstrækkelige. Forskellen på utilstrækkelige og manglende sindsrum er, at vi kan forfine på egen hånd og række ud efter tilstrækkeligheden. Men hvis et sindsrum ikke er åbent, kan vi ikke dette på egen hånd og er derfor afhængig af kvaliteten af de sindsrum vi møder som voksne, hos andre voksne.

Citat: “Det vi skulle have udviklet med et andet menneske engang. Er vi nødt til at udvikle med et andet menneske nu. På egen hånd kan vi ikke. Det er en umulighed.”

For i modsætning til nødberedskabet og de livsopgavebaserede, så er de tilknytningsbundne individafhængige. De afhang i tidernes morgen af de mulighedsrum, der lå hos vores omsorgsmennesker, i opvæksten. Hos mange af samfundets forarmede familier, er det ikke fattigdom der er problemet, men utilstrækkelige sindsrum. Sindsligt armod kan man kalde det.

Ved de første to kategorier af sindsrum, der reagerer vi alle forholdsvis ens. Netop fordi det er sindsrum, der ikke er afhængige af kvaliteten i det det relationelle for, at folde sig ud. Jeg ser, at disse tilknytningsfunderede sindsrum, fungere dårlige og dårligere, hos flere og flere klienter. Det betyder, at flere ikke kan varetage livet i sit fulde. Eller at livet overvælder og udmatter, på en vis der koster over tid. Og vi taler her, det helt almindelige liv.

Jeg ser også børn der reagerer uhensigtsmæssigt, fordi deres sindsrum ikke er tilstrækkelige eller helt mangler. Vi ser dem allerede i børnehaven, som uregulerede børn og i skolen, hvor barnet ikke kan bevæge sig et passende sted hen, inden i sig selv. Simpelhen fordi, de ikke har åbnet de nødvendige sindsrum i sig selv, sammen med en opvækstperson. Som heller ikke kunne det. Måske fordi nødberedskabet skyggede for det relationelle?

Det er ikke fordi disse voksne og børn ikke vil. Men fordi de ikke kan. De har ikke de nødvendige sindsrum til, at sidde stille, komme ud af misbruget, betale regninger, tage sig sammen, tabe sig, rydde op, passe på sig selv, motionere, komme ud af volden, stoppe inden man blev syg af stress og så videre.

Citat: “Det handler ikke om at placere skyld. Men om at træde ud af skylden og ind i ansvaret. Det kan vi kun, hvis vi ser det der er. Råt for usødet. Og tager ansvaret for det vi ser. Uanset hvor smerteligt det er.”

Når jeg møder klienter hos mig, er det første jeg undersøger, hvilke sindsrum de har trukket op af hatten, i deres opvækst, for at overleve og tilpasse sig. Det betyder, at jeg helt bevidst udsætter dem for et let relationelt ubehag. Det kan være en let afvisning, kritik, modstand eller frustration. Og fra min position beskuer, hvad der sker inden i dem. Hvilke sindsrum åbner sig og er disse passende for situationen. Jeg fokuserer der på den psykiske fleksibilitet. Kan man bevæge sig mellem tilstrækkelig mange sindsrum, så man kan bevare kontakten både til sig selv og til den anden.

For jeg ser tiltagende mange klienter, hvis sindsrum ikke længere kan holde stand eller som er grundlæggende utilstrækkelige, over for den smerte og det ubehag, vi alle vil møde, i kontakten med verden. Smerte der vågner i krop, sind og tanker, hvor den skal favnes, danses og bevæges på en vis, så den bearbejdes og rummes. Det er tiltagende mange dårlige til, hvilket betyder at vi er dårlige til, at have det dårligt.

Citat: “Nogen gange handler det ikke om at få det bedre. Men om at lære at blive bedre til, at have det ad helvede til.”

Konsekvensen er, at vi flytter os selv, fra os selv. Vi er en nation på flugt. Vi flytter os fra ubehaget i os selv, ved at spise, drikke, købe, spille, sove og alskens andre afledende strategier. Vi søger wellness, fordi vi søger det smertefri liv, der hvor det kun føles godt. Men der er mening med smerten. En ide med smerten. For smerten forbinder os dybere. Åbner rum i os, som gør os større og mere fleksible. Gør os visere, på de mange mulighedsrum, vi som mennesker har i os selv.

I smerten er vi, som det lille barn, afhængige af andre. Den første reaktion på smerte er, at knuge os sammen. Kropsligt, sindsligt, mentalt og på et tankeplan. Vi bliver anspændte. Mindre. Indskrænkede. Indtil vi i mødet med den anden åbner os. Gøre os større. På alle planer. Blød, rummelig og uendelig. Alternativet er, at vi eksploderer i en uhensigtsmæssig reaktion, når vi ikke længere kan holde det knugede, sammenbidt hylster ud. Men der er vi nået langt ud over, hvad vores sindsrum kunne bære. På egen hånd. Så når vi eksploderer på kæresten, mangler vi måske at åbne sindsrummet og finde retten til “at være til besvær”.

Jeg er betaget af “the beginners mind”, stedet før stedet, hvor ting blev skilt ad, og rigtigt og forkert opstod. For barnet har ingen modstand på relationel afhængighed. Det er blot afhængigt.

Når det lille barn møder noget ubehageligt i det ydre, opstår der uro i dets indre. Det ydre, bevæger det indre. Der åbnes et sindsrum rettet mod at bede om hjælp og barnet vil kalde på sin omsorgsperson. Det vil række ud. Hvis denne omsorgsperson er god nok, vil han eller hun imødekomme dette sindsrum, så det bliver manifest. Det vil sige en del af barnets faste sindslige mulighedsrum. Der ligger udgangspunktet for den voksne, der kan bede om hjælp. Men det kræver, at omsorgspersonen selv kan dette over for sig selv, for at kunne det med barnet.

Vi lærer at regulere os, så vi kan rumme os selv gennem “nødvendig nærhed og formålstjenestelig afstand”. Det betyder, at vi kan stå i vores følelser, uden at drukne og uden at flygte, lige der hvor bearbejdning sker. Denne bevægelse mellem for meget og for lidt, har rigtigt mange svært ved. Fordi de ikke har lært det.

I samtalen er det mit ansvar alene, at holde min klient et sted, hvor denne nærhed og afstand er optimal. Vi danser der med nervesystemet, bindevævet og musklernes tonus. Hvor sindsrum afspejler sig. Så tempoet sættes ned og der kan åbnes rum. Og jeg fører an. Fordi jeg der, gennem mit eget indre, åbner sindsrum i den anden. Sindsrum der gør, at de kan danse selv over tid. Ofte skal vi dog over den hurdle jeg kalder det kompenserende sindsrum.

Et kompenserende sindsrum er et senere tilstødt sindsrum, der mere er strategier, altså overlevelsesstrategier, for at overkomme en mangel. Det vil sige at kompenserende sindsrum er alenestrategier. Eksempelvis opstår det kompenserende sindsrum der hedder “kontrol” ofte der, hvor der ikke er et sindsrum der regulere uro og rod. Det betyder at ydre uro og rod bliver til indre kaos og derved til indre smerte. Da personen ikke kan regulere sit eget indre kaos er der i stedet udviklet strategier, der regulerer det ydre, for at skabe orden. Fremfor at bevæge sig hen et sted i sig selv, hvor der er godt at være. Stiller personen krav i det ydre om, at dette skal være godt. Fordi det er det eneste mulighedsrum der er.

Selvskade er en strategi på manglede sindsrum. Spiseforstyrrelser er en strategi. Ludomani, overdreven motion, isolation, rengøringsmani … er en strategi. Der peger på en mangel i sindsrum.

Citat: “Jeg symptombehandler ikke. Jeg bygger om.”

Når jeg møder psykisk lidelse, ser jeg det altid som manglede bæreevne, utilstrækkelige eller manglede sindsrum. Samt overlevelsesstrategier. Altid. Og min opgave er, at tilbyde mig som kompenserende moderfigur. Altså tilbyde mit sind, til at åbne sindsrum, udvikle sindsrum, forfine og træne sindsrum.

I mine kommende artikler om spiseforstyrrelser og mellemlagsmennesker, vil jeg gå dybere ind i dette. Meget dybere.

Hvis du ikke er stødt på sindsrumsbegrebet før, på den måde jeg bruger det, er det forståeligt, fordi det er min egen sproglige opfindelse. Et nødvendigt ord, for at forklare dynamikker og bevægelser i det psykiske, som jeg har observeret gennem mange år. I mine artikler vil du af og til møde ord, som stammer fra mig og som derfor ikke kan Googles.